Amning til debat - "den gode mor"

Jeg er træt…jeg er simpelthen så træt af al den polemik som er omkring det gudsforladte faktum at ”Rigtige mødre ammer”. Jeg tror på at en god mor er hende der ønsker det bedste for sit barn, men også hende der erkender hvis noget/amningen ikke fungere eller det ville være langt bedre, behageligere, mere givende på en anden måde. F.eks. med flaske. Det ville da være frygteligt at fortsætte med at amme fordi andre siger det er det bedste. Så er man ikke tro mod sig selv men absolut heller ikke barnet. Jeg kæmpede en kamp uden lige med mit første barn, men da jeg aldrig kom af med suttebrikken, sønnike konstant virkede sulten, jeg sad af helvedes til, ungen skreg og skreg, jeg selv græd, så måtte jeg opgive efter 2 måneder og gå til flaske. Selv efter beslutningen var taget i samråd med kæreste, min mor, veninder og en erfaren kusine så følte jeg alligevel et pres udefra, og en følelse af jeg havde givet op: ”Hvorfor ammer du ikke, hva hva hva? "Nå, han er flaskebarn"

Hvorfor er det at amning konstant er til debat? Hvis ikke det handler om bryst vs flaske, så handler det om amning i offentlighed, hvor længe bør man amme, altså er det ok at amme en 3 årig, skal brystet blottes helt eller dækkes af en stofble? Lad nu os mødre være i fred – vi bruger hinanden hvis vi er i tvivl om en beslutning, og vi bruger vores nærmeste – men det er trættende at høre på 117 andres meninger om hvad der rigtigt og det mest udbredte, hvad der er forkert. Vi mødre vil gerne snakke amning, men det kunne være rart at opleve lidt respekt omkring den beslutning som bliver taget af den enkelte mor.

Jeg er enig i at modermælk er det bedste for spædbørn især den første tid, men vi kan heller ikke komme uden om at det modermælkserstatning man gennem forskning har formået at lave i dag er så tæt på modermælk som det kan lade sig gøre. Min ældste søn voksede op, tog fint på og er i dag ikke anerledes end børn der har fået bryst??

Nu står jeg så lidt i samme situation igen – eller denne gange ville jeg gøre en indsats for at komme til at amme uden den skide suttebrik og det lykkedes! Yay en succesJ Når det så er sagt er mindstemanden omkring 2 måneder nu og det begynder være svært at have ham i tvillinge-stilling (den amme-stilling der fungere bedst), jeg begynder igen at sidde virkelig dårligt både nat og dag (kald mig primadonna ja – men det er sq min krop) og nu har jeg så taget valget at begynde at erstatte nogle måltider med en flaske, så vi lige så stille laver en overgang til at få flaske i stedet for bryst – jeg troede beslutningen ville være lettere denne gang fordi det er 2. gang og det har den på en måde også været – men ALLIGEVEL bliver der stillet spørgsmålstegn ved min beslutning. Det er fair at have en mening – men at prøve at påvirke min beslutning med argumenter er ikke på sin plads. Jeg søgte en kort stund efter flere argumenter for at skulle stoppe med at amme denne gang – men hvorfor Ane? Første gang kunne folk måske bedre forstå det, men hvad med denne gang? Nu har jeg bare indset at det ikke nytter noget at skulle tilfredsstille folk omkring mig – jeg skal tilfredsstille mig selv som mor og ikke mindst min lille søn.

Jeg tror på de fleste mødre har brug for ekstra meget støtte og opbakning i netop den tid, hvor bekymringer om at være den perfekte mor, fylder. Indse nu at den perfekte mor ikke nødvendigvis sidder i de bryster – vi lever i 2014 så det nytter ikke noget at vi bliver ved med at have den idé om at alle børn SKAL ammes ved brystet for at blive velfungerende. Sådan er virkeligheden bare ikke.

Sure opstød herfra – men også et smil over min sejr. YES jeg ammede fuldt ud i 2 måneder og det var godt så længe det varede:) Men nu vil jeg nyde det overskud der følger med min beslutning og nyde at far kan være med til at give mad:)

Obs: jeg ønsker ikke at modarbejde amning eller promoverer flasker. Jeg beder bare jer mødre om at tro på jer selv, at tro på i/vi tager den rigtige beslutning for vi er eksperterne!