Og julefreden sænkede sig over vores lille hjem. Endelig er vi alle kommet i julestemning, og går faktisk bare og hygger os. Igår fik vi besøg af min skønne veninde Jennifer + hendes kommende mand og deres datter. Det var gavebyttetid - og jeg havde i anledningen lavet bagte æbler med macipan og hasselnødder. Jeg tænkte det ville gøre godt i denne lidt tunge juletid, så det var valget frem for en fed tung kage - uhm hvor det smagte! Opskriften kommer her og er fra det nyeste Magasin Mad:
Til 4 personer:
6 store røde æbler
150g marcipan
100g blødt smør (mindre kan gøre det)
50g flormelis
50g hasselnøddeflager (jeg hakkede bare nogle hasselnødder)
Ovnen tænde spoå 180 grader. Toppen skæres af æblerne og de udhules med en lille kniv. Skær evt. lidt af bunden, så æblerne kan stå stabilt.
Riv marcipanen groft og rør den sammen med smør, flormelis og hasselnøddeflager. Fordel blandingen i de udhulede æbler.
Bag æblerne i ovnen i ca 20 min eller til de er gennem varme og tilpas møre. Server med vanilje is.
Om formiddagen testede jeg desuden en opskrift på Appelsincookies med citron og hvid chokolade. De blev gode (men næste gang vil jeg bage dem lidt længere så de bliver mere sprøde) Farven på billedet snyder, de er slet ikke så mørke - men virkelig gode! En god kombination af det sure/skarpe fra appelsin og citron samt den søde hvide chokolade.
Opskriften er fra forrige nummer af Magasinet mad:
Antal 20-25 cookies
175g hvedemel
1tsk majsstivelse
½tsk salt
½tsk bagepulver
½tsk natron
120g blødt smør
100g fint rørsukker
75g lys muscovadosukker
1 æg (jeg brugte to pga. fejl i opskriften længere nede)
1 vaniljestang
Fintrevet skal af ½ citron, usprøjtet
Fintrevet skal af en appelsin, usprøjtet
250g hvid chokolade (jeg brugte lidt mindre)
Tænd ovenen på 170 grader. Beklæd 3 bageplader med bagepapir. Bland hvedemel, majsstivelse, salt, bagepulver og natron i en skål og sæt det til side. Pisk smør og de 2 slags sukker luftigt med en elpisker ca 3 minutter. Tilsæt æggene et af gangen og pisk godt mellem hver æg (derfor brugte jeg 2 æg og ikke 1)
Rør kornene fra vaniljestangen i dejen sammen med fintrevet appelsin og citronskal. Tilsæt melblandingen og rør til dejen er jævn. Hak den hvide chokolade groft og vend den i dejen til sidst. Sæt dejen i klatter på pladerne med god afstand i mellem. Beregn en stor teskefuld pr cookie. Der kan være op til 9 på en bageplade. Bag cookierne i ovnen 8min til de er let gyldne men stadig lyse. Lad dem køle af før de flyttes over på en bagerist og afkøler helt.
Viktor og bedsteveninden (hvis mor skal bestemme) Jessica hyggede sig gevaldigt på værelset imens de voksne drak kaffe og sludrede. Hvor er det altså bare hyggeligt og sjovt at de nu er mere opmærksomme på hinanden og efterligner.
I dag har der været storm i Støvring og meget af resten af landet. Vi har været på gavebyttevisit hos familien og da vi kom hjem, var vi næsten sneet ude. Vores lille Kia bil måtte kæmpe sig gennem snebunkerne men hjem kom vi. Men hvor er det hyggeligt, håber sneen bliver liggende i morgen, men uden vind tak!
Aftenen blev brugt med diverse forberedelser til i morgen, hvor vi her på bakken skal holde vores første jul. Viktor havde hjemmebio (så længe det varede!) mens forældrene pyntede træ.
Og det kom der dette flotte resultat ud af (tak til naboer for at spæde til med lidt juletræspynt - måske moderen bør bruge januarudsalg på julepynt frem for børnetøj;)
Rigtig glædelig jul til jer alle - og tak fordi i følger med i køkkenet og generelt livet her på bakken<3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar