Ohøj - jeg er her endnu. Undskyld jeg har været så fraværende, men mit studiearbejde i praktikken har fyldt - og når jeg endelig havde tid hjemme de sidste par uger, blev den brugt med min lille familie. Foråret har da kigget frem - men jeg ser altså frem til bare 5 graders mere varme.
Viktor og jeg har fået en skøn og sund omgang morgenmad fornyligt- "Superheltenes soft mysli" - opskriften fandt jeg i en lille katalog henvendt til børn fra Arla.
Til 4 personer
3 rødkindede æbler, ½ liter A38, 2 pærer, 150g speltflager eller rugflager (ca 3dl), 4 tsk rørsukker, og 25g grofthakkede mandler evt ristede.
Ris æblerne groft og vend dem straks sammen med A38. Skræl pærerne og skær dem i små tern og vend dem sammen med speltflager og sukker i æbleblandingen. Stil softmyslien tildækket i køleskabet til næste dag.
Vend rundt, smag til og fordel i 4 skåle. Drys med mandler, evt rosiner og spis straks. Det kan også spises samme dag, skal blot trække i ca ½ time.
Mmmh vi kunne godt lide det, nogle vil sikkert ikke kunne lide konsistensen - men det var dejligt friskt på grund af frugten og ingredienserne har man ofte + det er nemt hvis man får det lavet aftenen før.
De lyse dage gør altså noget ved os alle - hvor er det skønt at hente så glad en dreng fra dagpleje. Han elsker at gå hjem, knægten er kun 21 måneder - jeg synes det er lidt sejt af ham:)
Når man så henter så har så glad en dreng, skal han forkæles med hindbærscones...uhmmm.
385g hvedemel, 1½tsk bagepulvver 1/4 tsk natron, 1/4 tsk salt, 70g sukker, 1 tsk kanel, 200g usaltet smør (koldt skåret i stykker) 1,25dl kærnemælk (koldt), 1,25 dl piskefløde (koldt), 1 æg, 0,5dl mælk 125g frosne hindbær, evt citronglasur af flormelis 140g og 2 spsk friskpresset citron
1) pisk mel, bagepulver, natron, salt, sukker og kanel sammen i en stor skål til det er blandet godt
2) fordel det hakkede smør over de tørre ingredienser og brug en gaffel til at "skære" smørret ind i melblandingen til du har en masse små krummer (ca 1 cm store). stil det til side
3) tilsæt hindbær til melblandingen og rør det forsigtigt sammen. Stil det til side
4) pisk kærnemælk, fløde og æg sammen i en stor skål til det er blandet godt sammen
5) hæl kærnemælksblandingen over melblandingen og rør det med en ske, til dejen akkurat hænger sammen og der ikke er nogle tørre klumper. Pas på du ikke rører for meget i dejen.
6) hæld dejen fra skålen, ud på et meldrysset bord. Ælt den kortvarig så den bindes bedre sammen.
7) form dejen til to små runde kugler, dæk dem med film og stil dem på køl 15-20min
forvarm ovnen til 175 grader og dæk en bageplade med bagepapir
9) tag dejen ud af køleskabet og skær de to portioner i trekanter (ligeom pizza)
10) placer de enkelte stykker på bagepapiret med 6-8 cm mellem hver og pensl med mælk. Bag 20-30 minutter eller til du kan stikke en tandstik i dejen uden at den hænger ved. lad dem køle af på en rist 15 min
11) citronglasur: mens dine scones køler af, pisker du flormelis og citronsaft sammen til det bliver glat og fint. Fordel glasuren over de afkølede scones som du synes:)
(de er bedst når de serveres samme dag, de er lavet - men kan opbevares i en lufttæt beholder i op til 3 dage og varmes i ovnen inden de spises)
Søren tog en tur til Hamborg hele weekenden så Viktor og jeg havde masser af tid som skulle fordrives, så vi ikke savnede ham alt for meget - jeg søgte "opmærksomhed" ved min kære veninde nabo Lotte. Hos hende og familien står døren altid åben og der er altid mulighed for en kop kaffe...eller mange kopper:) Viktor og jeg blev forkælet med pandekager og var heldige at blive budt på aftensmad også. Desuden var der vejr til drengene kunne kaste dig i sandkassen og sågar smage på det:S (min dreng gjorde i hvert fald)
Det har været en skøn weekend - og vi elsker at have vores familie og venner tæt på os<3
Jeg vender snart tilbage:) Go' aften!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar