Som overskriften siger, er Søren og jeg hoppet med på sundhedsvognen! Vores vægttab, nye kost osv. skulle dog gerne holde mere end 1 måned, da bryllupsklokkerne ringer i 2015. Efter jeg har født Valdemar, sad der et par ekstra graviditetskilo som nu stille og roligt er på vej væk - eller stille og roligt, det er dæleme gået stærkt med de første kilo. På 2 uger har jeg tabt næsten 4kg og Søren 4-5kg. Vi følger kuren "Verdens Bedste Kur" - først følger vi nøje nogle opskrifter i 4 uger, derefter styrer man selv slagets gang, dog ud fra princippet om en halv tallerken fuld af grønt, og resten ligeligt fordelt mellem protein(kød) og fuldkorn. Bogen "Verdens bedste kur" byder på masser af spændende retter, også på gode mellemmåltider hvis man har brug for lidt ekstra godt en eftermiddag.
Her f.eks. frosne vindruer (en af mine favoritter) - ved at fryse dem spiser man ikke en hel pakke på 0,2 og det er som om saften bliver kraftigere. Virkelig lækkert.
Her et eksempel på min frokost som består af en amagermad med spejlæg, pesto, spidskål, fuldkornsfranskbrød, en skive rugbrød, lidt ost og dijonsennep. Hertil en salat med revet rødbede, citronsaft, valnødder og lidt sennep
Vi føler ikke vi sulter og så kan vi hurtigt se og mærke at kiloene ryger - det giver masser af gå-på-mod til at fortsætte:) Dog glæder jeg mig til at eksperimentere lidt mere med flere og andre opskrifter + efter de 4 uger bliver der plads til et stykke kage i ny og næ for jeg elsker at bage, og jeg plejer jo forkæle familien og venner med hjemmebag! - Bare rolig der skal nok komme usunde opskrifter på retter og hjemmebag fremover. Men lige nu nyder vi at leve sundt (Viktor er ikke vildt begejstret - i dag prøver vi med pommes fritter i ny udgave nemlig rodfrugter, måske det lokker ham;)
Da jeg har barsel er der rig mulighed for nogle gode, lange traveture med barnevognen - derfor er jeg lettere irriteret over at landskabet nu skal dækkes med sne...eih! Det gør det ikke nemt at komme rundt med barnevogn (ja jeg er en sur mor på barsel:)
Her til sidst vil jeg dele den absolut bedste, og mest brugte barselsgave vi har fået - en muffedisse til barnevognen! Den er guld værd nu der er koldt og især hvis man har glemt vanterne:)
God dag til jer alle - må i hygge lidt ekstra når snestormen melder sin ankomst:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar