torsdag den 14. november 2013

Hverdagshygge og pastinaksuppe med fatters hjemmerøget bacon

Hvor er det fantastisk at være gået på barsel...dagene går stille og roligt med at vaske babytøj, gøre barnevogn, seng osv. klar til juniors ankomst. Inden længe er vi 4:) Inden længe er det også jul så nogle ting er rare at få klargjort nu. F.eks. de 24 kalendergaver til Viktor i år. Vi mangler lige lidt endnu før julemandens værksted holder åben så jeg kan få pakket det hele ind.
 

 
Det føles lidt underligt at aflevere Viktor i dagpleje når jeg bare går hjemme, så i dag holdt han altså fri og havde hyggedag med mig. Søren er i Bruxelles, men kommer hjem i nat. Mange af de gange Søren er af sted over et par dage, får Viktor og jeg risengrød...og vi elsker det begge! Det gør Søren nemlig ikke - fordi han som barn også ofte fik det, når den ene forældre ikke var hjemme...så hvem ved, måske kommer Viktor om nogle år og siger han ikke kan fordrage det længere:D


 
Hvis der er noget vi er gode til i vores familie så er det hygge. Viktor er begyndt at sige "a hygger lige lidt" mens han putter sig på sofaen med et tæppe:)
 
Her hygger han på lammeskindet. Læg mærke til det nye nattøj jeg har købt på ZARA's hjemmeside. Hvorfor er der ingen ZARA i jylland, det er forkasteligt! Men godt der er netbutik. Nattøjet er meget blødt og så kunne jeg ikke stå for den ræv der ses på blusen. 119kr for sættet.

Dagen i dag blev bl.a. brugt på at male med vandfarver for første gang. Det er lige med at huske rækkefølgen i at dyppe penslen i vand, vælge farve og så male - nogle papirer var mere våde end fuld af farve. Men hyggeligt var det:)

 
Efter at have fået risengrød i går til aften og igen til middag i dag, er der alligevel en grænse for hvor meget risengrød man har lyst til. Så aftensmaden bestod i stedet af lækker pastinaksuppe.

 
Min mor kom i dag forbi til kaffe og med sig havde hun "fatters" hjemmerøget bacon. Uhmm....det matchede pastinaksuppen helt forrygende.



 
En ordentlig portion blev lavet af  2 gulerødder, 2 stænger bladselleri, frisk ingefær, 800g pastinak, 2 løg og 2 fed hvidløg. Det hele hakkes og svitses i en gryde, koges med vand og bouillon og blendes med en stavblender. Dejlig simpel, og sundt:) En god portion er kommet i fryseren så vi har nem aftensmad når junior er kommet til verden.
 
Rigtig god aften:)
 
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar